Thomas Müller scorer i Tysklands sejr over Ungarn

Skrevet af admin

415 uger siden

|

04/06/2016

Dagens topnyheder

Tyskland vandt lørdag aften en komfortabel sejr på 2-0 i en testkamp hjemme over Ungarn, da EM-formen blev pudset af i den tyske by Gelsenkirchen.

I første halvleg lavede Ungarns forsvarsspiller Adam Lang et selvmål fem minutter før pausen, så Tyskland kom foran 1-0.

Og efter lidt over en times spil fordoblede Bayern München-stjernen Thomas Müller føringen til 2-0, så tyskerne kunne spadsere sejren hjem i den sidste halve times tid.

Thomas Müller blev skiftet ud seks minutter efter sin scoring, så den vigtige offensivspiller ikke overanstrengte sig inden fodbold-EM.

Det var Tysklands sidste EM-testkamp inden slutrunden i Frankrig, som går i gang i næste uge.

EM begynder helt præcist på fredag med premierekampen mellem værtsnationen Frankrig og Rumænien.

/ritzau/