Thomasberg: Randers kan slå FCM på dagen

Skrevet af admin

25/03/2014

Dagens topnyheder

Randers FC skal forsøge at hente klubbens første sejr i foråret, når holdet på søndag tager imod Superligaens førerhold FC Midtjylland.

For Randers-træner Thomas Thomasberg bliver opgøret samtidig et gensyn med sin tidligere klub, hvor han i mange år arbejdede sammen med den nuværende FCM-træner Glen Riddersholm.

- Det ved jeg ikke, om jeg kan bruge. Glen er en speciel fyr, og jeg kender FCM's spillestil, men de ved også nogenlunde, hvad vi gør.

- Det bliver nogle små ting på dagen, som kan være med til at afgøre tingene, ligesom det er i alle superligakampe, siger Thomasberg.

I øjeblikket er Thomasberg vikarierende træner i Randers, fordi cheftræner Colin Todd ikke kan arbejde på grund af sygdom.

- Den seneste runde viser, hvor uforudsigelig Superligaen er i denne sæson. Her tænker jeg på Sønderjyskes sejr over AaB - og FC Midtjylland, der tabte til FCN. Og vi hev selv point med hjem fra Parken.

- Det fortæller meget godt om, at der er mange gode hold, og man skal være der på dagen. Det er svært at få tre point. Det har vi også måtte sande i de første fem kampe, siger Thomasberg.

Søndag blev det til et 1-1-resultat i Parken mod FCK. Fokus i resten af denne sæson er på ren overlevelse.

- Vi skal måske lave 11-12 point i de sidste 10 kampe, så kommer vi fri. Derfor handler det om at få lavet pointene så hurtigt som muligt. Så må tiden vise, hvor langt vi skal hen, før vi har fået det antal point.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de nok skal komme, men det bliver helt sikkert ikke afgjort på tre-fire kampe. Vi kommer hen til de sidste runder, for der er rigtig mange hold, som er i samme situation som os selv, påpeger Thomasberg.

/ritzau/