Thorbjørn Olesen er bedste dansker i Himmerland

Skrevet af admin

16/08/2014

Dagens topnyheder

Thorbjørn Olesen er før søndagens afgørende runde ved golfturneringen Made in Denmark den bedst placerede dansker.

23-årige Olesen rykkede to placeringer tilbage på tredje runde og indtager nu en femteplads - fire slag efter de to førende, walisiske Bradley Dredge og Marc Warren fra Skotland.

Danskeren måtte notere en runde i 72 slag, som er et enkelt slag over banens par, efter en lørdag med masser af vind i Himmerland.

Tre birdies og fire bogeys på lørdagens runde betyder, at Olesen samlet er to slag under par.

Før det sidste hul blev Olesen og Dredge afbrudt i næsten en time, da en mand faldt om tæt ved banen og måtte behandles af ambulancefolk. Olesen, Dredge og Simon Wakefield blev sendt på træningsrangen for at holde sig varme.

Den anden dansker i toppen, Thomas Bjørn, gik lørdagens runde i to slag over banens par og ligger på en delt ottendeplads i sammenlagt ét slag under par.

Både Bjørn og Olesen lå på en delt tredjeplads inden lørdagens runde.

Nordjyske Søren Kjeldsen tog et langt hop på 26 placeringer fremad i stillingen og landede på en delt 16.-plads.

Kjeldsen sluttede af med to bogeys, men da han undervejs havde lavet fire birdies, så landede den samlede score på 70 slag for dagen. Samlet er Søren Kjeldsen et slag over par - syv slag efter de førende, Dredge og Warren.

Meget skal derfor lykkes for 39-årige Kjeldsen, hvis han skal kæmpe med om turneringssejren søndag.

Lasse Jensen var efter de to første runder med langt fremme, men en runde i 74 slag, betyder, at Jensen er røget ned som nummer 22.

/ritzau/