Thorbjørn Olesen har sikker kurs mod European Tour-sejr

Skrevet af admin

25/10/2014

Dagens topnyheder

Den danske golfstjerne Thorbjørn Olesen har søndag en stor mulighed for at stryge til tops på European Tour.

Ved turneringen ISPS Handa Perth International i Australien har han lagt sig solidt i spidsen inden fjerde og sidste runde.

Således fører han med tre slag ned til den nærmeste konkurrent, sydkoreaneren Sihwan Kim.

Olesen gik endnu en flot runde lørdag. Han brugte 67 slag, hvilket er fem slag under banens par.

Undervejs kunne han notere sig seks birdies, inden han på hul 15 indkasserede dagens eneste bogey. Dermed er han sammenlagt i 16 slag under par inden de sidste 18 huller.

Et andet stort dansk talent Lucas Bjerregaard gik faktisk lørdagens runde endnu bedre end Olesen. Han brugte et slag færre.

Han lå dog ikke i en ligeså gunstig position inden lørdagen, men han tog et spring på 28 pladser frem til en placering som delt nummer syv. Han er syv slag efter Olesen sammenlagt.

Joachim B. Hansen er yderligere et slag efter på en delt 13.-plads.

Finalerundernes to sidste danskere Søren Kjeldsen og Søren Hansen ligger langt tilbage i feltet, begge som delt nummer 47.

Men søndag vil øjnene være rettet mod Thorbjørn Olesen, der en gang tidligere i karrieren har vundet på European Tour. Det var ved Sicilian Open i 2012.

/ritzau/