Thorning: Danmark støtter tyrkisk EU-medlemskab

admin

|

18/03/2014

Dagens topnyheder

Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, fik, hvad han kom efter under et møde tirsdag med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

På det efterfølgende pressemøde udtrykker statsministeren således en klar støtteerklæring fra Danmark til tyrkisk medlemskab af EU.

- Jeg har genbekræftet Danmarks støtte til EU-medlemskab for Tyrkiet, siger Thorning, der samtidig roser præsident Gül for hans personlige rolle i bestræbelserne på at bringe Tyrkiet tættere på EU.

Men der er både gode og mindre gode udviklinger at spore i Tyrkiet, mener statsministeren.

- Jeg har komplimenteret præsidenten for de fremskridt, der er lavet med demokratiske reformer og forbedringer af grundlæggende rettigheder. Især når det gælder minoriteters rettigheder.

- Men jeg har også indikeret, at nogle emner giver os grund til bekymring. Især omkring domstolenes uafhængighed og ytringsfriheden, siger Thorning.

Hun understreger dog, at det ikke skal spænde ben for den fortsatte dialog om tyrkisk EU-medlemskab:

- Jeg mener, at diskussioner og tiltrædelsesforhandlinger udgør den bedste ramme for dialog om Tyrkiets reformdagsorden.

Thornings udmelding fik med det samme præsident Gül til at sende en tak til både den nuværende og tidligere danske regeringer for deres opbakning til tyrkisk EU-medlemskab.

Tyrkiet søgte om medlemskab af det daværende EF helt tilbage i 1987. Men det var først på et EU-topmøde i København i 2002, at der blev opstillet en dato for, hvornår der skulle tages stilling til, om Tyrkiet opfyldte kriterierne for at starte optagelsesforhandlinger med EU.

- EU-topmødet i København i 2002 var et meget vigtigt vendepunkt. I den efterfølgende proces har den danske regering og dets befolkning altid været meget støttende omkring tyrkisk tiltræden i EU, og det værdsætter vi, siger Abdullah Gül.

Siden EU og Tyrkiet indledte optagelsesforhandlingerne i 2005 har forhandlingerne flere gange været sat i bero. Indtil nu er kun ét af 35 kapitler, som Tyrkiet skal tilslutte sig for at blive medlem af EU, blevet lukket.

/ritzau/