Thorning: Ingen grund til at slække EU's budgetregler

Skrevet af admin

21/06/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ser ikke behov for at ændre på reglerne i EU's vækst- og stabilitetspagt for at give lande længere tid til at leve op til EU's stramme budgetkrav.

- Som jeg hører diskussionen, er alle enige om, at vi ikke skal ændre ved reglerne for vækst- og stabilitetspagten.

- Men vi skal tværtimod bruge den fleksibilitet, som allerede ligger i reglerne, siger Thorning efter et møde lørdag i Paris med EU's øvrige otte socialdemokratiske stats- og regeringschefer.

Spørgsmålet om EU's budgetregler er aktuelt, fordi blandt andre Frankrig og Italien, der er blandt EU's største økonomier, har svært ved at leve op til kravene om, at det offentlige underskud højst må være tre procent af bruttonationalproduktet og gælden højst 60 procent.

- Vi skal bruge den fleksibilitet, som allerede ligger i pagten på den måde, at hvis et land går i gang med reformer og dermed må have lidt længere tid til at afdrage deres gæld, så er det noget, man kan inden for pagten, som den er, siger Thorning.

Italiens socialdemokratiske premierminister, Matteo Renzi, har stillet sig i spidsen for et forsøg på at sikre mere lempelige vilkår for lande, der har svært ved at leve op til kravene i EU's vækst- og stabilitetspagt.

Den offentlige gæld i Italien bryder de udstukne rammer.

For Frankrigs vedkommende måtte EU-Kommissionen for nylig forlænge fristen for, hvornår landet skal leve op til kravet om, at den offentlige gæld skal være under tre procent af bruttonationalproduktet.

I den forløbne uge er der offentliggjort nye tal fra franske økonomiske eksperter, der tyder på, at end ikke de to års fristforlængelse vil være nok til, at Frankrig kan nå i mål.

Den tyske vicekansler, den socialdemokratiske partiformand Sigmar Gabriel, har foreslået, at man måske kan lade være med at tælle udgifter, der skaber vækst og beskæftigelse, med i regnestykket om underskud og gæld.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og finansminister Wolfgang Schäuble har afvist, at der skulle være brug for at ændre reglerne.

- Det eneste problem, nogle lande har, er, at de er nødt til at følge reglerne, sagde Schäuble mandag i forbindelse med et møde blandt EU's økonomi- og finansministre i Luxembourg.

/ritzau/