Thorning om terror: Det kunne være gået langt værre

Skrevet af admin

16/02/2015

Dagens topnyheder

- Det kunne være gået langt værre.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der mandag besvarede spørgsmål fra international presse i kølvandet på terrorangrebene i København hen over weekenden.

På pressemødet blev statsministeren mødt med spørgsmål om, hvorvidt sikkerheden og beskyttelsen af synagogen i København var omfattende nok.

Særligt blev statsministeren spurgt ind til, om det har taget for lang tid at beskytte synagogen, men det afviste Helle Thorning-Schmidt:

- Beskyttelsen af synagogen er blevet styrket efter angrebene i Paris, og dansk politi øgede helt automatisk øjeblikkeligt beskyttelsen af synagogen efter det første angreb i København, svarede Thorning.

- Og jeg vil understrege, at det, vi så lørdag, viser, at vi havde sikkerheden på plads, og havde vi ikke haft det, så kunne det have gået langt værre.

- Jeg er dybt berørt over tabet af menneskeliv, men det er klart for mig, at hvis vi ikke havde haft beskyttelse begge steder (Krudttønden og synagogen, red.), så kunne det være gået langt værre, end det gjorde. Vi var heldige, siger Thorning.

/ritzau/