Thorning sender vikar til topmøde med Japan og Norden

Skrevet af admin

17/10/2014

Dagens topnyheder

Mens statsministre og præsidenter fra de øvrige skandinaviske og baltiske lande mødes med den japanske premierminister, er den danske statsminister rejst hjem fra et asiatisk-europæisk Asem-topmøde i Milano.

Helle Thorning-Schmidt (S) har prioriteret ikke at deltage, da hun allerede tidligere på året har talt med Japans premierminister, Shinzo Abe.

I stedet deltager Danmark med en diplomat.

- Danmark deltager desværre ikke med statsministeren, siger Takako Ito, talskvinde for det japanske udenrigsministerium, til Ritzau.

På mødet skal man diskutere fælles interesser inden for blandt andet teknologi, innovation og handel.

- Jeg havde tilbage i marts et møde med Abe, hvor vi også indgik et strategisk partnerskab med Japan. Jeg har også lige fået hilst på ham nu, siger Helle Thorning-Schmidt.

Island deltager heller ikke med statsminister Sigmundur Gunnlaugsson på fredagens møde, da Island ikke er medlem af Asem, fortæller den japanske talskvinde.

Den finske statsminister, Alexander Stubb, ser frem til mødet med Shinzo Abe og de nordiske kolleger fredag eftermiddag.

- Det er altid vigtigt, når de nordiske lande og baltiske lande mødes. Det er specielt vigtigt, når man skal tale med den japanske premierminister, da Japan er et centralt land i regionen, siger Stubb og fortsætter:

- Denne tradition startede for et år siden med udenrigsministrene, som mødtes første gang i dette format med Japan.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, mener, at Helle Thorning-Schmidt helt sikkert har sine grunde til at prioritere, som hun gør.

- Jeg ved ikke noget om Thorning-Schmidts planer, og det skal jeg heller ikke have nogen mening om, siger han.

Den finske kollega føler, at han har tæt kontakt med Helle-Thorning-Schmidt, og derfor er afbuddet ikke af betydning for ham.

- Helle og jeg taler sammen næsten hver uge. Nogle gange når man til et møde, andre gange gør man ikke, siger Stubb.

De nordiske og baltiske lande har en længere tradition for at mødes på udenrigsministerniveau i det såkaldt nordisk-baltiske samarbejde, kaldet NB8.

Sidste år skabte man et nyt sideformat med Japan, der kaldes NB8+Japan.

/ritzau/