Thorning taler ved mindehøjtidelighed for terrordræbte

Skrevet af admin

24/02/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil være blandt talerne, når de to terrordræbte Dan Uzan og Finn Nørgaard tirsdag aften bliver æret ved en mindehøjtidelighed i synagogen i Krystalgade i København.

Det oplyser Elon Cohn fra Det jødiske samfund i Danmark til Ritzau.

Til mindehøjtideligheden taler rabbiner Jair Melchior som den første, og umiddelbart bagefter vil statsministeren tale.

Dan Uzans søster Andrea Uzan taler også til mindehøjtideligheden og det samme gør formanden for Det jødiske samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen.

Imellem talerne vil der være flere musikalske indslag, hvor blandt andet Det Kongelige Kapel vil optræde med Henrik Goldschmidts børnekor.

Til sidst vil rabbiner Jair Melchior slutte af med en kaddish, en dødsmesse.

Elon Cohn fra Det jødiske samfund i Danmark siger, at mindehøjtideligheden er en mulighed for at ære to uskyldige, der blev dræbt.

- Den mindehøjtidelighed, vi arrangerer, er til minde om de to terrorofre, som, vi mener, begge bør mindes. Det er et spørgsmål om at ære dem, der mindes bør, og vi vil også gerne vise vores ærbødighed over for de to familier, der har mistet, siger han.

- Den ene var en kreativ filmmand, der prøvede at beskytte andre, og den anden var en veluddannet ung mand, der stillede sig til rådighed som frivillig vagt ved synagogen.

Elon Cohn venter, at mellem 1000-2000 mennesker møder op til mindehøjtideligheden tirsdag aften.

37-årige Dan Uzan blev onsdag i sidste uge begravet på den jødiske kirkegård Mosaisk Vestre Begravelsesplads i Københavns sydhavn, mens 55-årige Finn Nørgaard blev bisat tirsdag middag i Grundtvigs Kirke i Københavns nordvestkvarter.

/ritzau/