Thorning: Tiden er ikke inde til at lempe sanktioner

admin

|

20/03/2015

Dagens topnyheder

Udviklingen på jorden i Ukraine går ikke tilstrækkeligt godt til, at EU's sanktioner kan lempes.

Omvendt er der sket fremskridt, som kan tyde på, at Rusland faktisk vil overholde Minsk-aftalen, der har ført til en skrøbelig våbenhvile i Ukraine.

Begge dele skal anerkendes, og det sidste skal opmuntres.

Derfor har EU-landenes topledere nået frem til det rigtige kompromis om EU's sanktioner mod Rusland på topmødet i Bruxelles. Det mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Der er enighed rundt om bordet i forhold til, at alle parterne skal leve op til Minsk-aftalen. Vi er også enige om, at vi ikke er der endnu. Derfor fastholder vi sanktionerne, siger Helle Thorning-Schmidt.

Nogle vil måske beskylde EU-landenes stats- og regeringschefer for mere at løfte en forsigtig pegefinger frem for at slå jernnæven i bordet.

EU-landene kunne have valgt allerede nu at forlænge sanktionerne, som udløber til juli. Men den beslutning har man indtil videre udskudt.

Til gengæld siger man nu klart, at sanktionerne hænger sammen med Minsk-aftalen, som skal være implementeret senest 31. december.

Spørgsmål: Hvis I kobler sanktionerne sammen med Minsk-aftalen, hvorfor så ikke bare forlænge dem nu?

- Det er, fordi vi forsøger at finde en balance, hvor vi anerkender, at der er sket fremskridt i forhold til Minsk-aftalen, men også siger klart, at det ikke er tilstrækkeligt. Og den balance rammer vi rigtig fint.

- Vi antyder meget kraftigt, at sanktionerne bliver forlænget, men vi beslutter det ikke konkret i dag.

Spørgsmål: Var der et pres fra lande, som ønsker at lempe sanktionerne?

- I forhold til Rusland er der rundt om bordet meget stor enighed om, at vi skal forbinde sanktionerne med det, der konkret sker på jorden. Og der er ikke sket nok til at løfte sanktionerne på nuværende tidspunkt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun afviser at kunne være fristet til at lempe sanktionerne for at hjælpe dansk landbrug, der er blevet ramt af russiske importrestriktioner.

- Man skal huske, hvad det her handler om. Det handler om hvert enkelt lands ret til at bestemme selv. Ukraine skal selv have lov til at bestemme, hvem de vil handle med, og hvem de vil være tæt på, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/