Thorning udskriver valg for landets ældste skoleelever

Skrevet af admin

11/01/2015

Mest læste i dag

Mens mange danskere går og venter på, hvornår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver folketingsvalg, trykker hun søndag på valgknappen til en et andet valg, nemlig skolevalg 2015.

Det er startskuddet på en tre uger lang valgkamp, hvor elever i landets 8.- og 9.-klasser skal diskutere politik, før de 29. januar skal stemme og sammensætte et fiktivt folketing.

Partierne er de samme, som deres forældre kan sætte kryds ved senere på året, men eleverne kan ikke stemme på enkelte kandidater, kun partier.

Folketinget og Undervisningsministeriet står bag skolevalget, som afvikles for første gang i danmarkshistorien. Flere end 800 skoler over hele landet deltager.

Selvom valgdeltagelsen i Danmark generelt er høj, er den markant lavere blandt unge vælgere.

En undersøgelse fra 2010 viser, at hvis man ikke stemmer første gang, man har mulighed for det, er der større sandsynlighed for, at man heller ikke gør det senere i livet.

- Skolevalget er en god anledning til at sætte gang i en demokratidebat blandt de unge. Og så er valget med til at markere vigtigheden af, at de unge selv har indflydelse på deres egen hverdag, siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), i en pressemeddelelse.

Eleverne skal i den første uge vælge tre mærkesager blandt 25 emner, som de vil kæmpe for. Blandt emnerne er topskat, monarkiet, prostitution og lavere moms på økologiske fødevarer.

I anden uge skal eleverne lave kampagne for deres mærkesag og dele den på de sociale medier for at skaffe opmærksomhed og opbakning til den.

De politiske partier på Christiansborg skal også vælge tre mærkesager, der skal udgøre grundpillen i deres partiprogram til skolevalget

Elevernes skal den 29. januar, når de stemmer, så vurdere, hvilket parti der bedst repræsenterer deres holdninger.

Når stemmerne er talt op om aftenen den 29. januar, offentliggøres valgresultatet som del af en valgaften på DR Ultra.

/ritzau/