Thorning: V-udspil er en kæmpe udlændingelempelse

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Fra sit sommerskjul har Helle Thorning-Schmidt (S) fulgt godt med i tilblivelsen af Venstres nye udlændingepolitik.

Og statsministerens dom er klar, skriver Politiken søndag.

Nok er der nogle stramninger i regeringsalternativets udspil. "Men", siger hun i et interview med avisen.

- Det, der slår mig, er, at det er en kæmpe lempelse af udlændingepolitikken på nogle områder. Man vil sige til næsten en halv milliard mennesker, at de kan bo og arbejde i Danmark, bare de kan tjene 18.000 kroner om måneden.

- Det er en kæmpe lempelse af udlændingepolitikken og en stor invitation til rigtig mange mennesker om at komme til Danmark. Jeg kan ikke se andet, end at alle de partier, der er optaget af social dumping, må reagere, siger Helle Thorning-Schmidt til Politiken.

Meldingen kommer efter et spørgsmål om Venstres udlændingepolitiske nyskabelse via en ny kvote for udlændinge fra velstående lande, der skal have særlig lempelig adgang til Danmark.

Kan folk fra disse lande - Brunei, Chile, USA og Argentina for eksempel - fremvise en kontrakt svarende til en overenskomstmæssig årsløn på 215.000 kroner, er de velkomne her. Men det er Thorning-Schmidt bekymret for.

Hun er på vej i en valgkampsæson, som de borgerlige vil gøre meget for at få til at handle om udlændingepolitik.

- Jeg tror grundlæggende, at der i Danmark er et stort, stort flertal, som har en nogenlunde afbalanceret holdning til udlændingepolitik. Der opfatter jeg, at socialdemokraterne er en del af det, siger Thorning-Schmidt og tilføjer:

- Men der er mange, der gerne vil gøre det her til et kæmpe skel.

Statsministeren erkender dog, at Venstres udspil ikke i praksis vil betyde, at særligt mange eksempelvis chilenere vil rejse til Danmark.

- Det tror jeg selvfølgelig ikke, at alle vil. Men man kan ikke sige andet, end at det er en lempelse, hvis man ved at tjene 18.000 kroner om måneden kan komme til Danmark meget, meget let. Og jeg forstår simpelthen ikke, at Dansk Folkeparti vil lægge mandater til det, siger hun.

/ritzau/