10 butikker i den kriseramte Fona-kæde skal fremover fortsætte med at sælge elektronik.
Elkjøp Nordic har købt de 10 butikker, der fremover bliver en del af Elgiganten.
- Vi følger trends og handlemønstre tæt og ser, at særligt storbykunden ønsker at kunne handle elektronik i bycentrum.
- Opkøbet af Fonas butikker supplerer vores tilbud, siger koncernchef i Elkjøp Nordic, Jaan Ivar Semlitsch i en pressemeddelelse.
Det er butikkerne på Strøget i København, Strøget i Aarhus, i Lyngby, på Frederiksberg, i Rødovre, på Fisketorvet i København, i Hørsholm, ved Nørreport, i Aalborg og på Østerbro i København, der fortsætter.
Det svarer til de otte butikker, der hele tiden har skullet fortsætte driften, samt butikken i Aarhus og ved Nørreport i København.
Alle ansatte i disse butikker vil få tilbud om videre ansættelse, skriver Elkjøp Nordic, der siden 2006 har ejet 40 procent af aktierne i Fona.
Advokaterne Pernille Bigaard og Ole Borch, der står i spidsen for rekonstruktionen af Fonas danske moderselskab, F Group, bekræfter, at der er indgået principaftale om salg af de 10 butikker. I handlen indgår også Fonas navn, medarbejdere og varelager.
I løbet af april og maj vil F Group afvikle sine resterende aktiviteter, herunder de butikker, der ikke bliver videreført.
- Der er i øvrigt allerede dialog med udlejere og mulige nye lejere i mange af de butikker, som ophører som Fona-butikker, hedder det i pressemeddelelsen fra advokaterne.
/ritzau/