Tidligere Bayern München-boss er løsladt fra fængslet

Skrevet af admin

29/02/2016

Dagens topnyheder

Bayern Münchens tidligere klubpræsident Uli Hoeness blev mandag løsladt fra fængslet efter at have afsonet 21 måneder af en dom for skatteunddragelse. Det bekræfter det tyske justitsministerium.

Hoeness blev i marts 2014 idømt tre og et halvt års fængsel for at have snydt de tyske skattemyndigheder for et beløb svarende til 212 millioner danske kroner.

Tre måneder senere - 2. juni 2014 - begyndte han afsoningen af straffen.

Fra januar 2015 fik den 64-årige tysker lov til at forlade Landsberg-fængslet i dagtimerne, men han skulle vende tilbage til cellen hver aften.

Uden for fængslets tykke mure har Hoeness brugt masser af timer på at arbejde i Bayern Münchens ungdomsafdeling.

I november blev det kendt, at Hoeness havde søgt om løsladelse før tid, og nu slippes den tyske fodboldlegende fri.

Det er uvist, om Hoeness vender tilbage i en central position i Bayern München, men tyske medier spekulerer i, om han igen kan blive præsident i storklubben.

I sin foreløbig sidste tale til Bayerns medlemmer - en måned før fængslingen - bekendtgjorde han dog: "Det er ikke slut endnu".

Hoeness har fortalt, at han vil annoncere sine fremtidsplaner 1. juli. Samme dag begynder Carlo Ancelotti pudsigt nok i jobbet som cheftræner i Bayern München i stedet for Josep Guardiola, som bliver manager i Manchester City.

Som aktiv vandt Hoeness både VM og EM med Vesttyskland, inden karrieren stoppede i utide som følge af skader. Hoeness, som er søn af en slagter, stoppede fodboldkarrieren som blot 27-årig.

Fra 1979 trådte han ind i en rolle som magtfuld manager i klubben - en post han sad på i 30 år, inden han i 2009 blev valgt som klubbens præsident som afløser for Franz Beckenbauer.

- Han er altid fuld af entusiasme for Bayern. Uli skal lige koble af, før han kommer tilbage. Uanset hvilken position Bayern har brug for ham i, siger Beckenbauer til Bild.

/ritzau/