Tidligere formandskandidat: Mette Frederiksen er utrolig stærk

Skrevet af admin

20/06/2015

Dagens topnyheder

Der er summen inden Socialdemokraternes hovedbestyrelsesmøde lørdag, hvor partitoppen er samlet på Hotel Scandic Copenhagen på Vesterbro i København.

Den klare forventning er, at den afgåede justitsminister Mette Frederiksen bliver valgt som konstitueret formand for partiet.

Således har adskillige af partiets medlemmer allerede erklæret deres støtte i medierne, efter Helle Thorning-Schmidt på valgnatten trak sig som partileder.

Inden mødet er der klar støtte fra Frank Jensen, næstformand i partiet og overborgmester i København.

- Jeg bakker Mette op. Hun er en utrolig stærk politiker. Jeg har kendt hende gennem mange år. Vi kommer begge to fra Aalborg, og jeg kender både hendes far og farfar. Jeg har al mulig sympati for hendes kandidatur, siger han.

Han understreger, at hun vil kunne holde fast i den stil, der har "givet partiet den store succes" ved valget med en fremgang på tre mandater.

Også Mogens Jensen, næstformand og tidligere handels- og udviklingsminister, er klar med sin støtte til Mette Frederiksen:

- Hun har en lang historie i Socialdemokratiet, og hun kender partiets værdier, siger han.

Han mener, hun har vist sit værd, blandt andet på to "meget svære ministerposter" og som næstformand i partiet.

- Jeg har kendt hende gennem mange år, og jeg ved, hun har et stærkt socialt engagement. Hun kender socialdemokratiets sjæl, og det tror jeg, man kommer til at opleve, siger han.

Mette Frederiksen selv ankom som den sidste til mødet. Med en hale af mikrofoner og blitzlys efter sig gik hun rundt og hilste på sine parti-kollegaer.

Helle Thorning-Schmidt var klar med et stort kram og spørgsmålet "Er du klar?", inden de to bevægede sig ind til mødet.

Thorning var Socialdemokraternes formand fra 2005 til 2015 og har allerede meldt ud, at hun bakker op om Frederiksen som ny formand.

/ritzau/