Tidligere hærchef er storfavorit til at styre Egypten

Skrevet af admin

26/05/2014

Mest læste i dag

Egyptere begyndte mandag morgen at stemme til landets præsidentvalg, der finder sted over to dage. Valgstederne åbnede klokken ni lokal tid, og særligt en kandidat ventes at få langt de fleste vælgerkryds.

Den tidligere hærchef Abdel Fatah al-Sisi er nemlig favorit til at vinde præsidentvalget i det uroplagede land, viser målingerne. Egypterne ser ud til at have fået nok af demokrati og omvæltninger - nu vil de have ro og stabilitet.

Sisi er reelt blevet opfattet som Egyptens leder, siden han væltede den islamistiske præsident Mohamed Mursi i juli sidste år og slog hårdt ned på Det Muslimske Broderskab i et af de blodigste kapitler i landets nyere historie.

Sisi har anerkendt landets økonomiske problemer - herunder energikrisen og problemerne med militante islamister, som har fået udenlandske investorer og turister til at holde sig væk fra landet.

- Jeg tror på, at inden for to år kan vi med en seriøs og vedvarende indsats opnå de forbedringer, som egypterne er på udkig efter, sagde Sisi til nyhedsbureauet Reuters i denne måned.

Det er godt tre år siden, at det såkaldte arabiske forår drev ind over det folkerigeste land i den arabiske verden, men nu er stemningen ikke som dengang, da demonstranter krævede brød, frihed og social retfærdighed.

To præsidenter er afsat på de tre år. Tusindvis af mistænkte medlemmer af Det Muslimske Broderskab er anholdt og fængslet, der er afsagt dødsdomme mod hundredvis af mistænkte militante islamister.

En terrorbølge har ramt landet, specielt i Sinai-ørkenen og i de store byer. Fattigdom og arbejdsløshed er kun blevet værre.

Meningsmålinger op til præsidentvalget viser, at Sisi vinder knusende over sin eneste modkandidat, den venstreorienterede Hamdeen Sabbahi, der også stillede op ved valget i 2012.

Det var det valg, der skulle finde en præsident efter den mangeårige diktator Hosni Mubarak, som den folkelige revolte tvang fra præsidentposten 11. februar 2011 efter 18 dages oprør.

Valget i 2012 blev vundet af Mohamed Mursi, men han holdt ikke længe. Store protestdemonstrationer krævede ham fjernet, og efter et år blev han afsat af militæret 3. juli 2013.

/ritzau/