Tidligere nationalbankdirektør Hoffmeyer er død

Skrevet af Redaktionen

22/08/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er død i en alder af 91 år, skriver Politiken.

Hoffmeyer var direktør for Nationalbanken i 29 år og kunne dermed bryste sig med rekorden som den længst siddende direktør for en nationalbank.

Han blev ansat i 1965 og forlod først sin post, da han gik på pension i 1994.

Vi har mistet en væsentlig figur i moderne danmarkshistorie. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det er med sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er død.

- I dag er mine tanker hos Erik Hoffmeyers familie, siger statsministeren.

Hoffmeyer studerede oprindeligt teologi, men kastede sig senere over filosofi og økonomi og blev i en alder af blot 34 år professor i nationaløkonomi, hvorefter han fire år senere blev udnævnt til nationalbankdirektør.

Erik Hoffmeyer var ikke bange for at sige sin mening og kritisere siddende regeringer for den førte økonomiske politik.

Han var en stor fortaler for den fastkurspolitik, som efter en række devalueringer og deraf følgende uro blev indført under Schlüter-regeringen i 1982.

- Erik Hoffmeyer havde en fast hånd om pengepolitikken igennem svære tider for Danmark og dansk økonomi.

- Han vil blive husket for sine klare holdninger til, hvordan samfundet skulle udvikle sig, blandt andet igennem sit mangeårige virke i Det Økonomiske Råd, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Erik Hoffmeyer var præsident for Psykiatrifonden og har været formand for Dansk Alzheimerforsknings Forskningsfond.

Han deltog desuden i kampen mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig og måtte af samme årsag flygte til Sverige.

/ritzau/