Tidligere spionchef: Der findes værre grupper end Hamas

Skrevet af admin

16/07/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere israelske efterretningschef Efraim Halevy råder sin regering til at indlede forhandlinger med den islamistiske Hamas-bevægelsen, som kontrollerer Gazastriben.

Parterne har i nu over en uge bekriget hinanden, og urolighederne er taget til, efter at Hamas tirsdag afviste et udspil fra egyptisk side om at indgå en våbenhvile med Israel.

Efraim Halevy mener ikke, at det er særlig ønskværdigt at skulle forhandle med Hamas, men det vil være fornuftigt, fordi alternativerne er endnu værre, mener han.

- Hamas er utvivlsomt en dårlig mulighed. Men der er værre muligheder end Hamas, siger den tidligere chef for Mossad til CNN og henviser til den sunnimuslimske oprørsbevægelse Islamisk Stat (IS).

IS har i flere uger været på fremmarch i både Syrien og Irak, og nu er bevægelsen også ved at "strække sine fangarme ud efter Gazastriben", siger Halevy.

Det vil ganske vist være "politisk ubekvemt" for Israel at skulle anerkende Hamas som en forhandlingspartner, men i virkelighedens verden er det sket før - bare bag kulisserne.

Parterne hverken mødtes eller talte direkte med hinanden, men i sidste ende blev der indgået en aftale, som for eksempel om frigivelse af bortførte soldater, fortæller Efraim Halevy til CNN.

Efter det tirsdag ikke lykkedes at blive enige om en våbenhvile, erklærede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at den militære indsats mod militante på Gazastriben vil blive skærpet.

Natten til onsdag passerede antallet af dræbte på Gazastriben som følge af de israelske luftangreb 200 personer.

/ritzau/dpa