Tidligere studievært Mogens Berendt er død

Skrevet af admin

23/07/2014

Mest læste i dag

Journalist Mogens Berendt, der blev landskendt for år tilbage som studievært hos Danmarks Radio, er død, skriver Jyllands-Posten og Berlingske.

Hans karriere i pressen blev indledt i provinsen, men allerede som 17-årig flyttede Berendt til USA, hvor han formåede at komme på lønningslisten hos respekterede medier som magasinet Time og avisen New York Times.

Han beskrev efterfølgende sit ophold og kritiske syn på det amerikanske samfund i bogen "Pax Americana".

Tilbage i København introducerede han i 1980'erne den såkaldte new journalism, hvor skribenten ofte er del af historien, på det nystartede Weekendavisen.

Men det var endnu en bogudgivelse, "Tilfældet Sverige", som var en lang og hård kritik af den svenske samfundsmodel, der for alvor slog hans navn fast i offentligheden i 1983.

- Mogens Berendt opfattede lille Danmark som et cirkus, hvor han med en vis elegance morede sig med at provokere i manegen om svenskere og Sverige, om amerikanere og USA, samt om dialekttalende danskere, skriver Berlingske.

Efterfølgende blev han studievært hos DR, men fortsatte med at lave kritiske reportager.

På baggrund af rejser til blandt andet Indien og Amazon-junglen blev Mogens Berendt optaget i Eventyrernes Klub. Han blev 70 år.

/ritzau/