Tidligere superligaklub rykker ned i Danmarksserien

Skrevet af admin

21/06/2014

Dagens topnyheder

Fra 1997 til 1999 spillede Aarhus Fremad i Superligaen. Sidste år var klubben tæt på at rykke op i 1. Division, men lørdag gik det helt galt for den aarhusianske lillebror.

Efter 1-1 mod HIK rykker Aarhus Fremad ud af 2. division vest og ned i Danmarksserien. Her får de nedrykningsselskab af FC Djursland og Skanderborg.

Aarhus Fremad havde ellers muligheden for at redde sig med en sejr, hvis enten FC Sydvest 05 Tønder tog point fra Skanderborg, eller Næsby led nederlag i kampen mod allerede oprykkede Skive.

Men aarhusianerne magtede altså ikke selv at tage den livsnødvendige hjemmesejr over HIK og må nu forlade divisionerne.

Inden sæsonen skiftede Aarhus Fremad ud på trænerposten. Den tidligere Esbjerg-spiller Krzysztof Popczynski blev erstattet med Jesper Tollefsen, der tidligere har været midlertidig cheftræner i AGF og mangeårig assistent samme sted.

Det skifte fik dog ikke Aarhus Fremad - efter flere år som tophold i rækken - det sidste skridt op i 1. division, og tilhængerne på Riisvangen må nu i stedet indstille sig på at se fodbold fra landets fjerdebedste række.

I østpuljen var der ligeledes spænding om, hvem der skulle følge med Birkerød og SC Egedal ned i Danmarksserien. Det blev Vanløse, der træk det korteste strå efter lørdagens 1-2-nederlag til netop Birkerød.

/ritzau/