Tigerunge er død i legeulykke i Aalborg Zoo

Skrevet af admin

12/04/2014

Dagens topnyheder

Dyrepasserne i Aalborg Zoo opdagede tidligt lørdag morgen, at havens seks måneder gamle tigerunge Mia-Mai lå død i tigrenes inderanlæg.

- Ungen er kommet til skade efter at have leget med en sæk, som blev brugt for at aktivere dyrene, siger Aalborg Zoos chefzoolog, Jens Sigsgaard.

Ungen kom til verden i september 2013, og netop fordi tigerparret kun fik en unge mod normalt to eller tre, har det været ekstra vigtigt at aktivere den lille hun.

- På en eller anden måde har ungen fået viklet en løkke om sin hals og er blevet kvalt. Det er trist, og vi har aldrig set sådan en legeulykke før. Nu tager vi vores forholdsregler og sørger for, at sådan en ulykke ikke kan ske igen, siger Jens Sigsgaard til Ritzau.

Moren, den 13-årige huntiger Kim, gik lørdag morgen og kaldte på sin unge, som den stadig diede.

- Vi har sat hende ind til hannen - den 11-årige Batu. Hun vil ret hurtigt glemme og falde til ro. Der går nogle uger, så er hun være klar til at blive drægtig igen, siger Jens Sigsgaard.

Tigerungen tilhørte den underart, der hedder sumatratiger. En underart, som Aalborg Zoo har haft siden 2012.

Da tigerparret fik deres unge, var det første gang, at det lykkedes at avle unger på denne truede tigerunderart i Danmark.

- Vi gav den lille ikke mange chancer i starten, fordi hun var den eneste i kuldet, så det er trist, siger chefzoologen.

Sumatratigeren findes i naturen kun på den indonesiske ø Sumatra. Den er kritisk truet i naturen. Der menes at være omkring 400-600 vildtlevende sumatratigre tilbage.

/ritzau/