Til møde i Bruxelles: Danmark vil begrænse dagpenge i EU

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

Mens Europas flygtningedebat raser på tværs af kontinentet, har regeringen nu sat gang i en større plan for at overbevise EU om, at alle unionens borgere ikke uden videre skal have adgang til danske ydelser.

- Det indre marked og den frie bevægelighed er utrolig vigtig for Danmark. Men der må også være respekt for de forskelligartede velfærdssystemer i Europa, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til Politiken.

Han var mandag i Bruxelles til et første møde med EU's socialkommissær, belgieren Marianne Thyssen, der har fået til opgave at formulere en ny europæisk politik for vandrende arbejdstageres adgang til sociale ydelser på tværs af grænserne.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), var mandag på besøg hos sin britiske kollega David Cameron, hvor netop emnet om ydelser blev diskuteret.

Regeringens plan er at alliere sig med Storbritannien og andre medlemslande, som også ønsker at beskytte særlige nationale ydelser mod misbrug.

- Når en dagsorden som den her er ved at blive åbnet på et tidspunkt, hvor både Danmark og Storbritannien står over for folkeafstemninger, og hvor en række lande har problemer med tårnhøj arbejdsløshed, er det en dagsorden med potentielt meget stor energi.

- Det er vigtigt, at Danmark påvirker den aktivt, siger Jørn Neergaard Larsen.

Beskæftigelsesministeren har gjort det klart for kommissionen, at Danmark vil have lov til at stille særlige krav til for eksempel børnechecken, så EU-borgere i Danmark ikke bare kan tage de penge med til udlandet.

Eller også ønsker regeringen, at Danmark kan nedjustere beløbet, så det passer til indkomstniveauet i meget fattigere EU-lande i for eksempel det sydøstlige Europa.

Hidtil har kommissionen fastholdt, at alle EU-borgere kan optjene retten til sociale ydelser i det land, de kommer fra, og så tage den med til et andet medlemsland.

Men regeringen forsøger at få kommissionen til at acceptere, at en del af retten til dagpenge skal optjenes ved at arbejde i Danmark.

/ritzau/