Tilbageblik på 2012 fra Operaen i København

Skrevet af Elo Christoffersen

29/11/2012

Dagens topnyheder

TV 2 inviterer igen i år til et tilbageblik på 2012, når Cecilie Frøkjær, Johannes Langkilde og Morten Ankerdal er værter ved gallashowet "TV 2 012: De største øjeblikke".

Showet optages lørdag 8. december i Operaen i København, og det bliver en overdådig fest med masser af gæster, der hver har sat sit aftryk i årets løb, rørende tv-øjeblikke, vi aldrig glemmer, guldglimt fra et stort sportsår, kendte TV 2-folk og medvirkende fra TV 2-familiens kanaler både på den røde løber og blandt publikum.

De bedste fra den danske musikscene, blandt andre Nephew, Shaka Loveless, Alphabeat, Lukas Graham og Medina, står for musikken.

Det er første gang, Morten Ankerdal prøver værtskræfter med årskavalkaden, men han har masser af erfaring senest fra sommerens OL-dækning, indsamlingsshowet "Knæk cancer" og "Dansk Fodbold Award".

- Det giver altid et sug i maven at komme ind i Operaen, men jeg føler mig godt rustet til opgaven. Og så er jeg stolt over, at sporten er inviteret med i den store årskavalkade, som jo er noget specielt, siger Morten Ankerdal.

"TV 2 012: De største øjeblikke" vises på TV 2 søndag 30. december.

Foto: Isak Hoffmeyer, TV2.