Tilbagevendt profil: Vi er favoritter til sidsteplads

Skrevet af admin

31/10/2015

Dagens topnyheder

I sidste sæson var han en stor profil for Skive fH, da holdet rykkede op i Boxer Herreligaen i håndbold.

Men i denne sæson måtte Mads Øris Nielsen vente til den niende ligakamp med at komme i aktion, efter at han pådrog sig en overbelastningsskade i læggen.

Fra sidelinjen så han Skive fH tabe de otte første ligakampe, inden han selv var med i 23-26-nederlaget hjemme til Mors-Thy Håndbold fredag i sidste uge.

- Som det er lige nu, er der ingen tvivl om, at vi er favoritter til sidstepladsen. Men der skal ikke meget til for at ændre det, siger Mads Øris Nielsen, hvis hold lørdag møder Århus Håndbold på udebane.

- Min forhåbning er, at vi kan lægge lidt på, holde vores folk klar og så håbe på, at andre hold som Ribe-Esbjerg ikke tager for mange point, siger den 34-årige bagspiller, der i mange år brillerede for Bjerringbro-Silkeborg.

Netop Ribe-Esbjerg vandt fredag aften 28-21 hjemme over HC Midtjylland. Dermed har pointløse Skive fH fem point op til næstsidstepladsen, der giver håb om at undgå nedrykning.

Kun det dårligste hold rykker direkte ud af Boxer Herreligaen.

Mads Øris Nielsen skulle sammen med den ligeledes rutinerede venstrefløj Andreas Toudahl, der før sæsonen blev hentet i Sønderjyske, have udgjort rygraden på Skive fH-holdet i denne sæson.

Begge måtte imidlertid vente med at sæsondebutere til kampen mod Mors-Thy på grund af skader.

- Det lysner på skadefronten, og jeg håber, at vi stille og roligt bliver bedre og bedre, når alle mand er klar. Vi har mange kampe mod hold fra den nederste halvdel i tabellen de næste par måneder, siger Mads Øris Nielsen.

- Den største forskel i forhold til 1. division er fysikken. Dér har vi måske haltet lidt, også på grund af vores skader.

- Vores hold er meget urutineret, ikke mange spillere har været med i den bedste række før. Nu kom Andreas til, ellers tror jeg, at jeg havde spillet flere ligakampe end resten af holdet tilsammen, siger han.

Mads Øris Nielsen føler sig ikke knivskarp, men trods alt på rette vej efter sin pause.

- Jeg spiller nok ikke alle 60 minutter mod Århus Håndbold, men jeg var med i cirka 40 minutter mod Mors-Thy, så jeg er forholdsvist meget med.

- I forhold til skaden er det gået fint. Jeg træner ikke 100 procent med hver gang for ikke at overbelaste skaden i min læg. Som det ser ud lige nu, slipper jeg for en operation, og det er fint, siger Mads Øris Nielsen.

Kampen mellem Århus Håndbold og Skive fH begynder lørdag klokken 15 i Ceres Arena i Aarhus.

/ritzau/