Tilflyttere: Så kører bussen - igen

Elo Christoffersen

|

31/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Endnu engang tilbydes tilflyttere til Kolding Kommune en rundtur i bus. Her kan man se kommunens seværdigheder.

Næste bustur arrangeres den 6. februar, hvor borgmester Jørn Pedersen er guide. Hvis du vil deltage skal du sende en mail med navn og antal deltagere på info@visitkolding.dk.

Rutineret guide

Borgmester Jørn Pedersen er efterhånden en rutineret turguide på busturene, og han glæder sig til igen at vise kommunen frem for de nye Kolding-borgere:

- Vi er stolte af vores kommune, og vi synes der sker så meget spændende, at vi gerne vil vise det frem, siger Jørn Pedersen.

Busturen begynder klokken 18 fra Akseltorv og slutter samme sted 2½ time senere. Undervejs vil borgmesteren fortælle om kommunens kulturelle og historiske højdepunkter og nogle af de største udviklingsprojekter, som turen går forbi. Der er et enkelt stop undervejs, hvor der bliver budt på en lille forfriskning.

Gratis billetter til kommunens attraktioner

Busturen er en del af en ’velkomstpakke’, som kommunen tilbyder alle tilflyttere. Velkomstpakken består - udover busturen - af gratis billetter til nogle af områdets attraktioner, blandt andre Koldinghus, Trapholt og Slotsøbadet.

Udover de gode oplevelser, så er et af formålene med velkomstpakken, at tilflytterne  bliver klædt på som ambassadører for såvel kommunen som kulturtilbuddene.