Tillykke Nelson Mandela: I dag mindes verden Sydafrikas afdøde frihedshelt

Skrevet af Lotte Sørensen

18/07/2014

Dagens topnyheder

I dag for 96 år siden fik en sydafrikansk høvding og en af hans hustruer en søn i den lille landsby Mvezo. Drengen fik navnet Rolihlahla Mandela, og foran ham lå et liv, der blandt andet indebar 27 års fængsel, tre ægtskaber og en indædt kamp mod apartheidstyret, der siden førte til, at han blev den første demokratisk valgte - og den første sorte - præsident i Sydafrika.

Som syv-årig startede drengen som den første i hans familie i skole, og her gav læreren ham det mere vestligt klingende navn Nelson.

Nelson Mandela blev uddannet advokat og dybt involveret i det dengang ulovlige parti ANC, der kæmpede for sorte rettigheder. Dengang var Sydafrika styret af det hvide mindretal i det såkaldte apartheidstyre, som blandt andet indebar, at ikke-hvide borgere mistede deres statsborgerskab og ikke kunne stemme. Samtidig blev 3,5 millioner ikke-hvide tvangsflyttet fra deres hjem til raceopdelte boligområder.

Læs også: Sydafrika fejrer 20 år uden apartheid med bittert strejf

Nelson Mandela blev præsident for ANC og dermed det hvide styres fjende nummer et. I 1962 blev han anholdt, og han tilbragte 27 år i fængsel, fortrinsvist på den berygtede fange-ø Robben Island.

I sin tid i fængslet udviklede Mandela sin ide for, hvordan Sydafrika en dag skulle blive et helt land, hvor ingen mennesker blev undertrykt. Han vidste, at landets sorte befolkning ville sidde tilbage med en hævntørst overfor deres hvide undertrykkere - men det ville kun føre til et nyt apartheidstyre, blot med omvendte fortegn. Det var derfor bydende nødvendigt at knokle for at forsone de stridende befolkningsgrupper.

I 1989 begyndte den stadigt fængslede Nelson Mandela at holde hemmelige møder med den hvide præsident, F. W. de Klerk. De Klerk vidste, at apartheids dage var talte, og da Berlinmuren faldt i november det år, kaldte han sit kabinet sammen og lagde en plan for at indføre demokrati og lovliggøre ANC.

2. februar 1990 blev Nelson Mandela løsladt, og i 1994 blev han valgt til præsident i Sydafrikans første demokratiske valg.

Læs også: Galleri: Nu er Nelson Mandela stedt til hvile

Mandela var gift tre gange, anden gang med det også fremtrædende ANC-medlem Winnie Mandela. De forblev tætte efter skilsmissen i 1992. I 1998 blev han gift med Graça Machel, den tidligere præsidentfrue i nabolandet Moçambique. Nelson Mandela fik seks børn, men tre af dem døde før deres far.

Mandela gik af som præsident i 1999 i en alder af 80 år.

Han led det meste af sit voksne liv af svage lunger, blandt som følge af fugten i fængslet og af at indånde kalkstøv i de miner, han som fange blev tvunget til at arbejde i.

Efter længere tids lungebetændelse blev han indlagt 8. juni 2013. Kun få detaljer om hans tilstand slap ud: Den var kritisk, men stabil. 1. september blev han udskrevet og vendte tilbage til hjemmet i Pretoria, hvor en hospitalsstue blev indrettet til ham.

5. december 2013 døde Nelson Mandela, 95 år gammel.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med