Tilskueroptøjer indleder Europa League-opgør i Napoli

admin

|

10/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Polske fodboldfans hører i disse år til de mere berygtede af slagsen i europæisk fodbold, og i forbindelse med Europa League-opgøret mellem Napoli og Legia Warszawa har der atter været voldelige episoder med polske fodboldfans.

Efter at have forårsaget kaotiske tilstande i Napoli i løbet af onsdagen fortsatte de polske fodboldfans deres voldelig togt gennem den italienske by i timerne før, opgøret i FC Midtjyllands gruppe blev fløjtet i gang torsdag aften.

I området omkring Napolis hjemmebane San Paolo smed de polske fans med sten og skraldespande ifølge en video, som den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport offentliggjorde, skriver AFP.

Onsdag var den helt gal i området omkring lufthavnen i Napoli, og urolighederne fortsatte i det centrale Napoli omkring Piazza Garibaldi-området, hvor syv polakker blev anholdt efter sammenstød med Napoli-fans, hvor der blev brugt jernstænger og andre genstande som våben.

I et tilfælde blev fire italienere angrebet af polske fans og mændenes bil blev sat i brand.

Ifølge Rainews.it skulle 65 polakker være tilbageholdt af politiet, som undersøger deres identitet.

Politiet har bekræftet, at 14 politifolk har pådraget sig skader i forbindelse med sammenstødene i Napoli.

/ritzau/