Tiltalte i svindlersag: Tingene er uklare efter otte år

Skrevet af admin

13/03/2015

Mest læste i dag

En 40-årig russisk-svensk mand afviser at have gjort noget ulovligt, da han overførte i alt 90 millioner kroner fra sit firmas konto til en anden konto.

Den tiltalte var direktør i et dansk datterselskab, mens moderselskabet havde base i Rusland.

Manden fik ansatte i Sydbank i København til at overføre omkring 90 millioner kroner, som han havde modtaget fra selskabet i Rusland, til det lettiske firma Baltic Corporate Investment, hvor tiltalte også var direktør.

- Pengene, jeg overførte, var til et investeringsprojekt i Polen, og det havde jeg talt med russerne om, siger han og henviser til moderselskabets ledelse i Rusland.

Manden er tiltalt for groft bedrageri og underslæb. Han nægter sig skyldig og håber på at blive frifundet.

Baltic Corporate Investment var gået konkurs, og fire måneder senere overførte den 40-årige de 90 millioner kroner.

Det undrer anklager Martin Stassen.

- Jeg kan ikke huske, hvilke selskaber jeg har været direktør i. Det er snart otte år siden. Tingene er uklare for mig, forklarer manden, der taler svensk med dansk-russisk accent.

I september 2009 meldte den tiltalte sig selv til dansk politi, efter at Vladimir Illyich Nekrasov, der er ejer af det russiske selskab, i januar 2007 troppede op i København og anmeldte sagen til politiet.

Den 40-årige mand blev dengang varetægtsfængslet, og dansk politi er tidligere kommet i besiddelse af oplysninger om, at Nekrasov angiveligt via sine kontakter til den russiske mafia havde bestilt en likvidering af den tiltalte.

Derfor var også to civilklædte politimænd mødt op i retten.

Faktisk er også en anden mand tiltalt i sagen. Han sidder dog i øjeblikket fængslet i Belgien.

Ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans er han mistænkt for hvidvaskning af penge og salg af falsk guld til kunder i De Forenede Arabiske Emirater.

Sagen har tidligere været behandlet i civilretten, hvor Nekrasov fik medhold. Inden civilsagen blev afgjort, rejste anklagemyndigheden også tiltale.

Der er afsat yderligere otte retsdage, næste gang 16. marts.

/ritzau/