Timosjenko ønsker hård linje over for Rusland

Skrevet af admin

16/03/2014

Dagens topnyheder

Ukraines tidligere premierminister, Julia Timosjenko, opfordrer Vesten til at enes en hård kurs over for den russiske præsident, Vladimir Putin, under Krimkrisen.

- Denne aggressive stræben efter magt i forhold til Ukraine udgør ikke blot en fare for den ukrainske stat - andre dele af det østlige Europa er også i fare, siger Timosjenko i et interview med det tyske dagblad Der Tagesspiegel.

- Hvis Putin fortsætter sine angreb på vort land efter annekteringen af Krim, så vil jeg opfordre lederne af den demokratiske verden til at ty til de stærkeste midler for at stoppe denne aggressor, siger hun.

Timosjenko understreger samtidig, at "Vesten under ingen omstændigheder bør acceptere resultatet af søndagens folkeafstemning på Krim om en løsrivelse fra Ukraine."

- Dette er uden fortilfælde i den nyere historie. De metoder, som Rusland har anvendt på Krim blev end ikke anset for at være mulige af mange i Vesten, siger hun.

Timosjenko, der var en af lederne af Orangerevolutionen i Ukraine i 2004, har to gange været premierminister, og hun er en af favoritterne til at blive Ukraines næste præsident.

Den 53-årige blev frigivet fra et fængsel den 23. februar, efter at have afsonet tre år af en fængselsdom på syv år for magtmisbrug.

Ifølge Der Tagesspiegel er Timosjenko i konstant telefonkontakt med allierede i Kijev. Hun har haft besøg af den tidligere russiske oliemilliardær og Kremlkritiker Mikhail Khodorkovskij, som sad fængslet i et årti, inden han blev løsladt i december.

Khodorkovskij har også besøgt Kijev, hvor han kaldte Ruslands indgriben i Ukraine for "en historisk fejltagelse".

Den 50-årige Khodorkovskij har selv ansøgt om opholdstilladelse i Schweiz.

/ritzau/AFP