Tjekkisk outsider tildeler Djokovic sjældent nederlag

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Tennisverdenens suveræne nummer et, Novak Djokovic, er alligevel ikke helt uovervindelig.

I anden runde af Monte Carlo Masters tabte han meget overraskende til ranglistens nummer 55, Jiri Vesely fra Tjekkiet, med cifrene 4-6, 6-2, 4-6.

Det er blot Djokovic' andet nederlag i hele 2016. Den eneste, der tidligere har fået skovlen under serberen, er Feliciano López i en kvartfinalekamp i ATP-turneringen i Dubai i februar.

Overraskelsen bliver ikke mindre af, at det var første gang i karrieren, at 22-årige Vesely besejrede en spiller fra verdensranglistens top-10.

- Dette er et bevis på, at ingen er usårlig, siger Novak Djokovic ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Det er sket mange gange før i min karriere, at jeg har tabt en kamp. Det er ikke første gang. Men det er altid svært at acceptere lige bagefter, lyder det fra Djokovic.

Mens serberen altså måtte sige overraskende tidligt farvel til Monte Carlo, levede Rafael Nadal op til favoritværdigheden på sit favoritunderlag, grus.

Femteseedede Nadal vandt 6-3, 6-3 over Aljaz Bedene fra Storbritannien.

Også den fjerdeseedede schweizer, Stanislas Wawrinka, er klar til næste runde efter en sejr i to sæt over Philipp Kohlschreiber fra Tyskland.

/ritzau/