Tønder Festival reddet af kommunen

Skrevet af Elo Christoffersen

25/11/2013

Dagens topnyheder

Et kommunalt tilskud samt en garanti er nu sikret, så Tønder Festivalen kan løse de aktuelle problemer med likviditeten og arbejde planmæssigt frem mod næste års jubilæumsfestival.

Kommunalbestyrelsen i Tønder har vedtaget at støtte festivalen økonomisk med et ekstraordinært kommunalt tilskud på en million kroner og en kommunal garanti for 1,67 millioner kroner.

- Jeg er meget, meget glad og taknemmelig, siger formand for Tønder Festival Fond, Stig Bang-Mortensen, efter Tønder Kommunes endelige tilsagn om at støtte festivalen.

Hermed har Tønder Festival nu mulighed for at løse de aktuelle problemer med likviditeten og arbejde videre med planerne for 2014, hvor festivalen fylder 40 år.

2013 var en stor succes

Årets Tønder Festival gik over al forventning. Musikprogrammet rummede hele paletten fra den traditionsbårne folkemusik til nye sangskrivere og indie-folk bands. Publikum kvitterede ved at møde frem i stort antal, og stemningen på festivalpladsen var i top.

Pressemæssigt har festivalen aldrig haft mere medvind. Landsdækkende, regionale og lokale medier har dækket årets festival særdeles grundigt og bidraget til en massiv eksponeringen af festivalen og Tønder.

Modernisering er i gang

I 2012 påbegyndte festivalen en flerårig plan med at modernisere og forandre festivalen. Et arbejde, der kunstnerisk og publikumsmæssigt for alvor viste resultater i år.

- Processen er stadig i gang, men det har vist sig, at der er langt større omkostninger forbundet med at vende skuden, end nogen kunne forestille sig, siger Stig Bang-Mortensen på baggrund af, at et forventet overskud i år endte med et underskud på 1,6 millioner kroner.

Frem mod festivalen 2014

Booking af musikprogrammet og den administrative og praktiske planlægning bliver nu sat i gang.

Det forventes, at billetsalget til næste års festival kan starte tidligt i december måned.

Fakta

Festivalen får et ekstraordinært tilskud på en million kroner.

Tønder Kommune stiller garanti for 1,67 millioner kroner. Garantien nedskrives efterhånden og udløber ved udgangen af 2015.

Festivalen skal spare i alt en million kroner på driften i 2014 og 2015.