Tønder vil have gang i jobrotationen

Skrevet af John Meyer

27/11/2012

Dagens topnyheder

Tønder Kommune, der har knap 4000 medarbejdere, gør nu en ekstra indsats for at få jobrotation sat på dagsordenen. Derfor er den 49-årige Hans Kristian Schmidt , der har stor erfaring fra det private erhvervsliv, blevet ansat som jobrotationskonsulent. Den nye stilling som jobrotationskonsulent er en ét-årig projektansættelse, som Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR) finansierer.

I samarbejde og dialog med de mange forskellige kommunale arbejdspladser rundt om i hele kommunen skal Hans Kristian Schmidt prøve at få oprettet så mange konkrete jobrotationsprojekter som muligt. Det giver medarbejdere i organisationen mulighed for at prøve kræfter med andre opgaver, så de på den måde kan udvikle sig både fagligt og personligt. Samtidig åbner rotationen op for, at ledige kan komme ind i organisationen i vikariater og derved øge deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stort potentiale

Jobcenterchef Bert Schultz er glad for nyansættelsen og vurderer, at der er et stort udviklingspotentiale inden for jobrotation:

- Jobrotation skaber ofte en win-win situation. De lediges gevinst er en opkvalificerende ansættelse på overenskomstmæssige vilkår, mens arbejdspladserne får økonomisk støtte til at efteruddanne og opkvalificere medarbejdere, uden at driften går i stå, siger jobcenterchefen.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har gentagne gange slået til lyd for at jobrotation anvendes i langt højere grad end det har været tilfældet de senere år, ikke mindst inden for det offentlige. Regeringen har således indgået en aftale med kommunerne om, at der på landsplan skal iværksættes i alt 1.000 kommunale jobrotationsforløb i 2013.