Tog stoppet i fire timer: Sigtet mand løsladt efter bombetrussel

admin

|

23/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 37-årige mand, der sigtes for at have plaget tusinder af togrejsende med en bombetrussel mod banegården i Odense søndag, nægter sig skyldig.

Det oplyser Fyns Politi, som dog er tilbageholdende med at give flere oplysninger om manden, der bor på Fyn.

Midt på den store rejsedag søndag blev togtrafikken blokeret i cirka fire timer på grund af truslen. 8000 passagerer blev berørt, har DSB oplyst.

Den mistænkte blev efter afhøring løsladt sent søndag aften. Politiet opgav at begære den anholdte varetægtsfængslet i et grundlovsforhør.

- Set over et var der ikke grundlag for fremstilling i grundlovsforhør, siger vicepolitikommissær Carsten Mogensen.

Blandt andet bevisernes styrke indgår i afgørelsen om at opgive et krav om fængsling, oplyser Carsten Mogensen.

Han understreger, at sigtelsen mod den 37-årige opretholdes.

Truslen blev ringet ind til en kiosk i banegårdscentret ved halvtotiden søndag eftermiddag.

Et muligt motiv ønsker politiet ikke at udtale sig om mandag.

Hvis anklagemyndigheden senere beslutter at rejse tiltale mod den 37-årige, kan flere paragraffer i straffeloven komme på tale.

For eksempel kan det give bøde eller fængsel, hvis man er årsag til "omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler".

En anden bestemmelse, der kan blive aktuel, drejer sig om strafbare trusler.

Et krav om erstatning fra DSB er også en mulighed.

/ritzau/