Torturkæmpere: Vi skal ikke være krigsforbryderes helle

Skrevet af admin

05/09/2014

Mest læste i dag

Personer, der formodes at have begået krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser, må ikke slippe for et retsforløb, blot fordi de er i Danmark på et såkaldt tålt ophold.

Det siger Karin Verland, der er direktør i Dignity - Dansk Institut Mod Tortur, der medgiver, at det er en problematik med flere ender.

- Danmark skal ikke være helle for formodede krigsforbrydere, og vi kan heller ikke have dem gående uden at retsforfølge dem. Men vi kan ikke spærre dem inde i Ellebæk, fordi de ikke er dømt for noget. Så skaber vi vores eget Guantánamo, siger hun i en pressemeddelelse.

Ifølge Søndagsavisen befinder der sig 21 personer i Danmark på tålt ophold, som efter eget udsagn har begået krigsforbrydelser.

Cirka halvdelen af dem er ifølge avisen tidligere talibankrigere, og en af dem har deltaget i en massakre på 8000 civile og begået drab på kvinder og børn.

De kan lige nu ikke udvises til Afghanistan, fordi FN's Flygtningekonvention ikke tillader at udvise personer, der er i fare for at blive udsat for tortur eller andre former for forfølgelse i hjemlandet.

Ifølge Dignity viser flere FN-rapporter, at tortur er systematisk og ekstremt udbredt i de afghanske myndigheders varetægt, og torturen målrettes i høj grad formodede krigsforbrydere.

Dignity påpeger, at det er vigtigt, de formodede forbrydere bliver stillet til ansvar ved en retssag.

- Hvis vi nogensinde skal menneskerettighedskrænkelser som tortur til livs, er det ekstremt vigtigt at få dømt gerningsmændene og de øverst ansvarlige.

- For så længe der er straffrihed for gerningsmændene, vil krigsforbrydelserne og menneskerettighedskrænkelserne fortsætte ufortrødent. Det er meget anstødeligt, hvis der går krigsforbrydere rundt i landet uden at blive dømt, siger Karin Verland.

Hun minder samtidig om, at de formodede krigsforbrydere selvfølgelig skal have en fair retssag.

/ritzau/