Tottenhams Kane forventer et revanchelystent Arsenal

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Fodboldspillerne fra Arsenal tabte 1-5 til Bayern München i Champions League i onsdags.

Når de søndag møder lokalrivalerne fra London, Christian Eriksens Tottenham, kommer de til at tage sig sammen.

Det forventer i hvert fald Christian Eriksens holdkammerat, angriberen Harry Kane.

- De gemte sig lidt væk i midtugen. Nu vil de tage sig sammen. De vil vise, hvad de kan mod os, siger Harry Kane ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Onsdag var en dårlig dag for Arsenal. De vil komme ud med en helt anden indstilling mod os, fortsætter Harry Kane, som i øvrigt selv er kommet godt i gang efter en sløv indledning på sæsonen. Kane har scoret fem mål i sine seneste tre kampe.

I Champions League har Arsenal ryggen mod muren efter nederlaget til Bayern München. For første gang i 16 år risikerer holdet at ryge ud efter det indledende gruppespil i den europæiske turnering.

Omvendt er det gået forrygende hjemme i Premier League. Her er Arsenal nummer to med 25 point efter 11 kampe. Samme pointtal har Manchester City på ligaens førsteplads.

Tottenham er nummer fem med 20 point og har statistikken imod sig. I Tottenhams foreløbig 12 besøg på Arsenals Emirates Stadium er det kun blevet til en enkelt sejr til Christian Eriksens hold.

Arsenal er hårdt plaget af skader hos spillere som Theo Walcott, Alex Oxlade-Chamberlain, Aaron Ramsey, Jack Wilshere, Danny Welbeck og Thomas Rosicky.

/ritzau/