Træer knækker som pindebrænde: Snevejr gør skoven farlig

Skrevet af Michael Lauritsen

23/01/2014

Dagens topnyheder

Hvis du planlægger at gå en vintertur i skoven, skal du være opmærksom på truslen fra oven. Kombinationen af pludseligt snefald, tøvejr og store træer er farlig.

Sne, der bliver hængende i træerne, får nemlig tykke grene til at brække som pindebrænde. Og grenene falder fra helt op til 20 meters højde.

Et af de steder, hvor det er usikkert at færdes lige nu, er Rold Skov i Nordjylland. Her får store mængder tøsne grene i massevis til at falde.

- Lige efter, det havde sneet i weekenden, kunne vi høre grenene i skoven brække konstant. Heldigvis er der ikke mange, der færdes i skoven, når vejret er så træls, siger skovløber Lars Wachmann til Dagens.dk.

Sker spontant

Når presset på træerne bliver får stort, går det stærkt, fortæller Lars Wachmann.

- Vægten gør, at grenene bliver spændt. Til sidst nås spændingspunktet og grenene brister. Det sker helt spontant. Ligesom glas, der splintrer. Træernes fibre kan simpelthen ikke følge med.

Lars Wachmann har set grene på op til otte meter knække på grund af snetryk.

Ingen retningslinjer

Naturstyrelsen har ingen retningslinjer for, hvornår man bør holde sig fra skoven. Men skovrider, Inge Gillesberg, anbefaler, at man orienterer sig og færdes med omtanke.

- Det gælder faktisk hele året. Men når grene knækker på grund af sne, så er det forbundet med store kræfter. Skulle man blive ramt, betyder det i bedste fald kraftige skrammer. I værste fald taler vi om brud på lemmer, siger hun til Dagens.dk.

Inge Gillesberg slår fast, at der ikke nødvendigvis skal store mængder sne til, før grenene kan brække.

Mere sne på vej

Landets skove bliver måske snart tynget yderligere af sne. Ifølge DMI kan danskerne søndag og mandag se frem til op mod ti centimeter lokalt.

- Det begynder fra syd og breder sig til resten af landet. Sneen kommer sammen med frost og blæst, så det bliver formentlig ikke liggende på træerne, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Thyge Rasmussen, til Dagens.dk.

DMI forventer tøvejr allerede tirsdag.

DET ANBEFALER NATURSTYRELSEN:

- Orienter dig også opad, når du går i skoven.

- Hold øje med, om sneen ligger som dyner på træerne.

- Se efter væltede træer og knækkede grene

- Find andre ruter, hvis du vurderer, det er farligt. Eksempelvis, hvis du nærmer dig et knækket træ, der 'hviler' op ad nabotræet.

- Lille snemængde er ikke ensbetydende med lavere risiko. Det handler alene om træernes brudstyrke.