Quique Sanchez Flores' anden periode som cheftræner for Getafe blev en kort omgang.
Cheftræneren, som den 5. januar blev præsenteret i den spanske fodboldklub, meddelte torsdag, at han trækker sig efter lidt mere end halvanden måned på posten.
- Jeg vil gerne meddele, at jeg stopper som træner for Getafe. Det er en personlig beslutning, som er resultatet af dybe overvejelser, siger Quique Sanchez Flores ifølge nyhedsbureauet AFP.
Getafe ligger nummer 13 i Primera Division, fire point over nedrykningsstregen.
50-årige Quique Sanchez Flores overtog trænersædet i Getafe efter Cosmin Contra.
Rumæneren blev i december bedt om at tage imod et tilbud fra en kinesisk klub, fordi Getafe var i store økonomiske vanskeligheder.
Quique Sanchez Flores var i 2004-05 cheftræner for Getafe i første omgang.
Klubben blev i 2007/08-sæsonen trænet af Michael Laudrup.
/ritzau/