Træner: København-kvinder går i krig for at nå slutspil

Skrevet af admin

03/03/2016

Dagens topnyheder

København Håndbold var bagud med 8-13 ude mod SK Aarhus, men indhentede den aarhusianske pauseføring i slutningen af anden halvleg.

Men i de afgørende minutter endte det alligevel med et smalt 21-22-nederlag, som efterlader København-kvinderne tre point fra Silkeborg-Voel på sjettepladsen i ligaen.

Cheftræner Reidar Møistad var derfor skuffet efter onsdagens nederlag, men håber stadig på at nå slutspillet, som kræver en plads blandt de seks bedste.

- Vi lægger os ikke endnu, og der er kun en ting, som gælder nu. Vi skal gå i krig for København Håndbold og to sejre, siger Møistad til klubbens hjemmeside.

Det var indsatsen i første halvleg, som blev udslagsgivende for nederlaget til SK Aarhus, mener København-træneren.

- Det blev desværre lige ved og næsten. En udebanekamp, der blev så svær, som jeg havde frygtet.

- De små marginer var ikke på vores side, og vi må bare erkende, at vi ikke var til stede i tilstrækkelig grad i første halvleg.

- Vi gjorde en god figur i en periode i anden halvleg, og vi havde muligheden for at komme foran ved 20-20, men det var ikke vores dag, erkender Møistad.

De to sidste ligakampe for København-spillerne bliver 25. marts på udebane mod Nykøbing Falster Håndbold, mens Team Esbjerg venter fem dage senere i Frederiksberg Hallerne.

- Vi er selvsagt dybt skuffede nu, men arbejdet frem til de sidste to meget vigtige kampe starter allerede nu, fastslår Møistad.

Silkeborg-Voel indtager lige nu sjettepladsen med 21 point efter 20 kampe, mens København Håndbold har 18 point på ottendepladsen.

Nykøbing Falster Håndbold har 21 point på syvendepladsen og jagter ligeledes en plads i slutspillet.

/ritzau/