Træt af lovkrav: Britisk storbank overvejer at flytte

Skrevet af admin

24/04/2015

Mest læste i dag

Storbanken HSBC har igangsat en undersøgelse, der skal finde ud af, om banken skal beholde sit hovedkvarter i Storbritannien.

Det sker samtidig med, at landet strammer sin regulering af banksektoren, skriver nyhedsbureauet AFP, der henviser til en meddelelse fra bankgiganten.

Den overraskende meddelelse fra HSBC skyldes en bekymring for, at landets banker vil blive ramt af større byrder på grund af strengere krav i den regulerende politik.

Bankens bestyrelse har "bedt ledelsen om at indlede arbejdet med at kigge på, hvor det vil være bedst for HSBC at have sit hovedkontor" på grund af "regulerende og strukturelle reformer", lyder det fra HSBC's bestyrelsesformand, Douglas Flint, i meddelelsen.

- Spørgsmålet er komplekst, og det er for tidligt at sige, hvor lang tid det vil tage, eller hvad konklusionen vil være. Men arbejdet er undervejs, tilføjer Douglas Flint.

HSBC, der er grundlagt i Hongkong og Shanghai i 1865, har tusinder af ansatte i sit hovedkvarter, der i dag ligger i London.

- Som jeg sagde på vores informationsmøde i Hongkong i mandags, begynder vi at se den endelige form af reguleringer og strukturelle reformer, inklusiv krav om at lægge hegn rundt om aktiver i Storbritannien, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Som en del af den samlede strategiske undersøgelse, der finder sted, har bestyrelsen derfor nu bedt ledelsen om at starte arbejdet med at se på, hvor det er bedst for HSBC at have sit hovedkvarter i dette nye miljø, fortsætter Douglas Flint.

Storbankens meddelelse har ifølge nyhedsbureauet Bloomberg fået HSBC-aktien til at stige på børsen i London. Fredag løfter bankaktien sig således med omkring 2,8 procent.

/ritzau/AFP