Trafikleder spillede mobilspil inden dødsulykke

Skrevet af admin

14/04/2016

Dagens topnyheder

En tysk trafikleder, som politiet har efterforsket i forbindelse med den alvorlige togulykke i Tyskland i februar, var optaget af at spille et spil på sin mobiltelefon, umiddelbart inden de to tog kolliderede.

Den tyske anklagemyndighed har sigtet den 39-årige trafikleder for uagtsomt manddrab. Anklageren mener, at han var distraheret af spillet og derfor ikke gav de to tog de korrekte signaler.

Under forhør har trafiklederen indrømmet, at han spillede spil på sin telefon, da ulykken skete, siger statsadvokat Wolfgang Giese.

Anklagemyndigheden ser en direkte sammenhæng mellem ulykken og at manden var optaget af sit mobilspil.

Tyske efterforskere antager, at trafiklederen har været optaget af sit spil så længe, at det udgør alvorlig pligtforsømmelse.

Ulykken skete 9. februar, da to tog stødte frontalt sammen ved byen Bad Aibling, der ligger i delstaten Bayern, nærmere betegnet på strækningen mellem Holzkirchen og Rosenheim cirka 60 kilometer sydøst for München.

Ulykken, som er den værste togulykke i Tyskland i nyere tid, skete på et såkaldt enkeltspor, hvor togene må køre 120 kilometer i timen.

Onsdag steg dødstallet til 12, da en 46-årig mand, der blev hårdt kvæstet ved ulykken, døde af sine kvæstelser på et hospital i München. Det sker mere end to måneder efter, at ulykken fandt sted.

Blandt de dræbte ved ulykken var også begge lokomotivførere. Foruden de omkomne blev 84 mennesker kvæstet.

/ritzau/dpa