Trafikpris til Varde-model for kommunal kørsel

Skrevet af Finn Jensen

21/12/2012

Dagens topnyheder

Varde Kommune har over tre år skåret over en tredjedel af prisen for den kommunale kørsel, og samtidigt fastholdt serviceniveauet.

Det har indbragt Varde Kommune og projektleder Claus Lindholt Mikkelsen TØF-prisen, der bliver uddelt hvert andet år af Transportøkonomisk Forening.

- Varde Kommunes kørselsprojekt viser vejen for andre kommuner ved at arbejde på tværs af forvaltninger og ved at tage fat på opgaven på en frisk og fordomsfri måde. Det er godt gået, at man får en god ide og lader den vokse sig så stor, at den er til inspiration mange andre steder, siger bestyrelsesformand i TØF og formand for DI Transport, Michael Svane.

Anerkendelsen glæder Vardes borgmester Gylling Haahr (V).

-Vi er meget beærede over at få tildelt prisen. Claus Lindholt Mikkelsen og andre har lagt et kæmpe arbejde i at koordinere kørslen, og det har vist sig, at der virkelig er noget at hente. Der er penge at spare, og det hører med, at projektet sikrer grundlaget for at opretholde taxadækning i yderområderne, siger Gylling Haahr.

Besparelsen er opnået ved at koordinere og planlægge. Store busser er erstattet af små og faste ruter af tilkaldeordninger. Samlet har Varde Kommune nedbragt udgiften til kørslen fra 41 til 26 millioner kroner årligt.

Der følger 25.000 kr. med prisen, og pengene vil blive brugt på en sommerfest for hele administrationen.