Tragisk færgeforlis: Maskinmester erklærer sig skyldig

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

Maskinmesteren på den sydkoreanske færge Sewol, der sank den 16. april i år, erklærede sig tirsdag skyldig i anklagen om at have forladt det synkende skib uden at hjælpe passagererne.

Over 300 mennesker omkom ved forliset. Hovedparten af de omkomne var skoleelever.

Maskinmesterens melding kom, da retssagen, hvor 15 besætningsmedlemmer står tiltalt for en række anklagepunkter, blev genoptaget.

Maskinmesteren, der kun bliver omtalt under sit efternavn Sohn, udtalte gennem sin advokat, at han ikke ville komme med en undskyldning om, at han ikke kunne nå at redde passagerer, da skibet pludselig fik voldsom slagside.

Advokaten bad ifølge AFP om strafnedsættelse, da maskinmesteren lider af dårligt helbred. Han har desuden ved en enkelt lejlighed forsøgt at tage sit eget liv.

Tre andre besætningsmedlemmer er ligesom maskinmesteren tiltalt for at være flygtet fra skibet uden at hjælpe passagererne. De siger imidlertid, at de ikke agtede at flygte, men at de handlede i panik.

Fem ledere fra rederiet Chonghaejin Marine Co er desuden tiltalt for de alvorligste anklager i sagen - heriblandt uagtsomt manddrab. Deres sag starter 20. juni.

Ulykken fik den nu tidligere sydkoreanske premierminister Chung Hong-Won til at trække sig som premierminister. Det skyldtes den langsomme og mangelfulde redningsindsats.

Færgen sank 16. april med blandt andet 339 skoleelever og lærere om bord. Ifølge nyhedsbureauet AFP er der bekymring for, hvor retfærdig retssagen i byen Gwangju vil blive på grund af de mange følelser, tragedien er omfattet af.

/ritzau/dpa