Tre er fundet i live efter otte dage i Nepals ruiner

Skrevet af admin

03/05/2015

Dagens topnyheder

Redningsmandskab i Nepal fortsætter med at hive overlevende ud af ruinerne efter det kraftige jordskælv, der ramte Nepal for otte dage siden.

To kvinder og en mand er hentet ud fra murbrokkerne i landsbyen Kerabari i Syauli-området, oplyser polititalsmand Ram Bahadur Nepali fra Sindhupalchowk-distriktet til det tyske nyhedsbureau dpa.

Han tilføjer, at to af dem lå klemt inde under en kollapset lerhytte, mens den tredje var revet med af et jordskred, der blev udløst i forbindelse med det kraftige jordskælv. Den overlevende blev gravet ud fra en jorddynge, siger polititalsmanden.

Alle tre er indlagt på et hospital i regionen.

De overlevende er fundet dagen efter, at en talsmand for Nepals indenrigsministerium sagde, at håbet om at finde flere overlevende er slukket.

Senest blev en 18-årig kvinde reddet ud af et sammenstyrtet hus i hovedstaden Kathmandu torsdag.

Skælvet, der ramte Nepal lørdag 25. april, havde en styrke på 7,8, oplyser den amerikanske geologiske tjeneste USGS, der registrerer jordskælv verden over.

Søndag meddelte de nepalesiske myndigheder, at dødstallet er oppe på 7040, men at det fortsat ventes at stige i takt med, at redningsmandskab når frem til mere ufremkommelige dele af bjerglandet.

- Der er stadig landsbyer, hvor vi ved, at alle husene er ødelagt, men som vi endnu ikke har kunnet nå frem til. Efterskælvene er ikke aftaget, og vi forventer, at det endelige dødstal bliver langt højere, siger finansminister Ram Sharan Mahat.

Også i Tibet og Indien er der registreret i alt omkring 100 døde efter det kraftige jordskælv.

/ritzau/dpa