Tre får samfundstjeneste for bombetrussel i Aarhus

admin

10 år siden

|

01/10/2014

Dagens topnyheder

To mænd og en kvinde er onsdag ved Vestre Landsret blevet idømt samfundstjeneste for en bombetrussel mod Handelshøjskolen i Aarhus.

17. december 2012 modtog Handelshøjskolen en opringning om, at der var anbragt en bombe på skolen.

Opringningen betød, at både skolen og en nærliggende børnehave med 50 børn blev evakueret og området afspærret, mens politiet gennemsøgte skolen.

Efter en grundig gennemgang af Handelshøjskolens bygninger kunne ordensmagten dog konstatere, at der var tale om tomme trusler.

Politiet fandt frem til to mænd og en kvinde, som man mente havde med truslen at gøre, og en nu 24-årig mand gik til bekendelse.

Han forklarede, at han skulle til eksamen, men ikke havde nået at forberede sig. Dagen før hørte han nogen tale om, at det ville være fedt, hvis der kom en bombetrussel, fordi eksamen så ville blive udskudt.

Ifølge hans forklaring i byretten luftede han idéen over for to studiekammerater. En mandlig medstuderende afviste angiveligt at være med, mens en nu 23-årig kvinde var med på idéen.

I byretten blev manden og kvinden dømt for bombetruslen, mens den sidste tiltalte - en nu 24-årig mand blev frifundet.

Onsdag bestemte Vestre Landsret så at kende alle tre skyldige i bombetruslen.

Manden, der blev frifundet i byretten, fik 20 dages betinget fængsel, skriver TV2 Østjylland på sin hjemmeside.

De to andre fik stadfæstet deres domme fra byretten, hvor manden fik 30 dages fængsel, der blev gjort betinget mod, at han udfører 40 timers samfundstjeneste, mens kvinden fik 20 dages fængsel, der blev gjort betinget mod 30 timers samfundstjeneste.

/ritzau/