Tre gode råd til førstegangsansatte

Skrevet af Samlino.dk

13/08/2014

Mest læste i dag

Du har afsluttet din uddannelse, scoret dit drømmejob og føler for første gang i dit liv økonomisk frihed. Din første månedsløn som fuldtidsansat tikker ind på kontoen, og du får en umådelig trang til at brænde penge af på shopping, taxaer og restaurantbesøg. Før regningerne begynder at vælte ind af døren, bør du stoppe op og tænke dig om en ekstra gang.

Her får du tre gode råd til at få mest muligt ud af din løn.

Læg et månedligt budget
Det kan være en god idé at lægge et månedligt budget baseret på din månedsløn. Hvis du sørger for at holde dig til dit budget, kan du være sikker på, at du ikke bruger flere penge, end du tjener. Med andre ord behøver du ikke at leve af havregrød sidst på måneden, fordi du har fyret penge af på dyre restaurantbesøg i starten af måneden.

Budgettet skal dække over udgifter til husleje, telefonregning, transport, mad og lignende. Det kan også være en god idé at sætte et mindre beløb af til uforudsete omkostninger, såsom et utæt vandrør.

Overvej om en bil er nødvendig, eller om du sagtens kan cykle de 15 km., du har til og fra arbejde. Begynd ligeledes at smøre din madpakke hjemmefra, frem for at købe mad udefra. Med små ændringer som disse kan du på årsbasis spare rigtig mange penge.

Opret derfor en opsparingskonto som eksempelvis kan finansiere din næste udlandsrejse. For når det kommer til stykket – hvem vil så ikke hellere bruge penge på en uges ferie på Maldiverne frem for et års forbrug af take away fra den nærmeste deli?

Skriv dine ønsker ned
Dine behov kommer i første række, når du skal lægge et budget, men det er samtidig vigtigt at anerkende dine ønsker. Budgettering handler i høj grad om at være realistisk, og hvis du skal være ærlig over for dig selv, så har du ikke tænkt dig at afslå invitationen til din bedste vens 30-års fødselsdag.

Du vil også gerne have friheden til at kunne invitere din kæreste ud at spise på jeres årsdag. Tag derfor omkostninger som disse med i dine overvejelser, når du lægger dit budget.

Gør det til en vane
Det er ikke altid lige sjovt at skulle spare, men gør dig selv den tjeneste at gøre opsparing til en vane frem for en sur pligt. Du vil hurtigt kunne mærke effekten af dine anstrengelser, og belønningen vil vise sig i form af flere penge på opsparingskontoen.

En lønforhøjelse kan imidlertid få dig til at falde i fælden og øge dit forbrug unødigt. Undgå dette ved hjælp af ovennævnte råd og se din opsparing vokse kontinuerligt med din løn.

Forbliv forbrugsbevidst
Dine behov vil helt naturligt ændre sig over tid, men det er vigtigt, at du forbliver bevidst omkring dit forbrug. Det kan derfor være en god idé at benytte hjemmesider, som helt konkret går ind og sammenligner priser på forskellige produkter og services. Du kan eksempelvis benytte samlino.dk, som giver dig et let og hurtigt overblik over de billigste løsninger inden for blandt andet bredbånd, forbrugslån og a-kasse