Tre Nato-lande løber i forvejen til forsvar mod øst

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

Selv om Nato først i 2016 venter at være klar med den ekstra hurtige reaktionsstyrke, der er besluttet i kølvandet på konflikten omkring Ukraine, vil der være en fortrop klar allerede til næste år.

Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg bekræfter mandag på et pressemøde i Bruxelles, at tre Nato-lande har lovet at stille styrker til en midlertidig fortrop, så man allerede fra næste år får mulighed for at reagere på trusler med få dages varsel frem for som nu flere måneder.

- Den midlertidige spydspids er vigtig. Den viser, at vi etablerer den hurtige reaktionsstyrke hurtigere end planlagt. Det var ikke en del af det, vi besluttede på topmødet i Wales, så vi får et forhøjet beredskab tidligere end planlagt.

- Indtil videre har tre lande meldt sig - Tyskland, Holland og Norge. Og der er også dialog med andre, siger Stoltenberg.

Nato har i forvejen en reaktionsstyrke, NRF, som kan trække på op mod 25.000 mand.

På Nato-topmødet i Wales i september var der politisk enighed om at etablere en såkaldt spydspids, der ventes at kunne trække på omkring 5000 mand i så højt beredskab og med militært isenkram forhåndsplaceret i felten, at de kan reagere på mindre end en uge.

Den nye spydspids ventes først at være klar i 2016. Men Tyskland, Holland og Norge har siden meldt ud, at de tager forskud på spydspidsen. De præcise planer er endnu ikke klar, men Nato-kilder antyder, at man forventer en styrke på omkring 2000 mand.

/ritzau/