Tre NHL-danskere sejrer og nærmer sig slutspil

admin

|

22/03/2015

Dagens topnyheder

Det går glimrende for både Frans Nielsen, Lars Eller og Jannik Hansen i NHL.

Natten til søndag var alle tre danskere på isen, og selv om det ikke blev til danske point, så kunne de hver især glæde sig over sejre til sit hold og et skridt nærmere slutspillet.

På udebane mod New Jersey Devils sejrede Frans Nielsen og New York Islanders med 3-0.

Danskeren fik knap et kvarters istid og noterede sig for to skud, men han kom ikke på måltavlen.

Sejren placerer Islanders som nummer fire i Eastern Conference og nummer to i sin division, hvilket peger i retning af en slutspilsplads, selv om flere forfølgere har kampe i baghånden.

Endnu bedre går det for Lars Ellers Montreal Canadiens, der fører Eastern Conference.

Lørdag vandt topholdet med 2-0 hjemme over San Jose Sharks. Lars Eller fik over 18 minutter på isen, men danskeren blev hverken noteret for mål, afslutninger eller assist.

Jannik Hansens Vancouver Canucks ligger på en slutspilsplads i Western Conference, men Canucks' mandat er mere yderligt.

Derfor var sejren over divisionsrivalerne Los Angeles Kings yderst vigtig. På udebane vandt Canucks med 4-1 efter at have scoret tre mål i tredje periode.

29-årige Jannik Hansen afsluttede tre gange i løbet af det kvarters istid, som han fik i kampen. Alle tre afslutninger var dog forgæves.

Grundspillet slutter 12. april.

/ritzau/