Tre skud affyret mod egyptisk træner i Libyen

Skrevet af admin

13/10/2013

Dagens topnyheder

Den egyptiske fodboldtræner Hossam Al Badri blev lørdag beskudt, efter at hans hold Al Ahli Tripoli havde spillet uafgjort i en ligakamp.

- Der blev skudt mod vores træner ved hans hjem efter en kamp mod Al Sowaihili, som endte 1-1. Han er i sikkerhed, men han er oprevet efter hændelsen, oplyser den libyske klub til arabiske medier søndag.

- Tre mænd i en bil skød mod ham. Politiet har iværksat en omfattende efterforskning, lyder det fra klubben.

53-årige Al Badri førte i november sidste år den egyptiske klub Al Ahli til den afrikanske Champions League-titel, inden han stoppede i maj og blev træner i den libyske klub med næsten samme navn.

Der har været pause i den libyske fodboldliga, efter at uroligheder har plaget landet i lang tid ovenpå diktatoren Muammar Gaddafis fald i 2011.

Først i sidste måned blev ligaen genoptaget, og Al Ahli Tripoli har vundet de første to kampe i sæsonen inden lørdagens uafgjorte resultat.

Skudepisoden kaster en kedelig skygge over Libyens plan om at være vært for de afrikanske mesterskaber i 2017.

Libyen har først for nylig fået tilladelse af det internationale fodboldforbund (Fifa) til at afvikle VM-kvalifikationskampe på hjemmebane. Tidligere måtte Libyen spille på neutral grund uden for landets grænser.

Lørdagens skudforsøg kommer efter en urolig periode, for der har på det seneste været andre voldelige episoder i Libyen.

Premierminister Ali Zeidan blev kortvarigt bortført af bevæbnede mænd i Tripoli i torsdags. Zeidan fortalte, at der var tale om et forsøg på et statskup af politiske modstandere.

Og i fredags eksploderede bilbomber nær det svenske konsulat og en moské i byen Benghazi.

/ritzau/