Treårig dreng falder ned til jaguarer i zoologisk have

Skrevet af admin

11/10/2014

Dagens topnyheder

En treårig dreng faldt fredag 4,5 meter ned i et indhegnet område for jaguarer i en zoologisk have i den amerikanske delstat Arkansas. Ifølge en hospitalskilde er drengens tilstand kritisk, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Et af de store kattedyr i Little Rock Zoo tog fat i drengens nakke og en anden tog fat i hans fod.

Drengens far og bedstefar var sammen med den treårige, da faldulykken skete, og de har fortalt politiet, at de smed en kamerataske og en vandslange mod dyrene, hvilket fik dem til at give slip på drengen.

Den treårige dreng har fået flænger i hovedet, kraniebrud og adskillige sår, men han meldes uden for livsfare, lyder det ifølge politirapporten.

Personalet i den zoologiske have måtte tage brandslukkere i brug for at holde jaguarerne tilbage, indtil drengen var blevet reddet i sikkerhed. Myndighederne er nu i færd med at undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, at den treårige dreng kunne falde ned til kattedyrene i zooen, der er en af statens mest populære attraktioner.

Ifølge politirapporten bor drengens familie i en forstad til Little Rock i Arkansas.

Gæster må i øjeblikket gå forgæves, hvis de vil opleve havens jaguarer, for der er lukket for offentligheden indtil ulykken er blevet undersøgt nærmere, oplyser en talskvinde fra Little Rock Zoo.

/ritzau/Reuters