Trods bidragsstigninger: Danske lån er stadig billige

Skrevet af admin

03/03/2016

Mest læste i dag

Midt i den ophedede diskussion om de stigende bidragssatser på danske realkreditlån forsøger Finansrådet og Realkreditforeningen at dæmpe gemytterne en smule.

De to brancheforeninger for bank- og realkreditsektoren har kigget på, hvor dyre danske boliglån er set med europæiske briller.

Og tallene viser, at danske realkreditlån er blandt de billigste i Europa, også når man lægger de bebudede stigninger for Totalkredits kunder oven i.

Et dansk F1-lån havde i tredje kvartal sidste år en gennemsnitlig rente inklusiv bidrag på 1,03 procent, hvilket er billigere end tilsvarende lån i Sverige, Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien og Storbritannien.

En dansker med et F1-lån på to millioner kroner sparer således årligt før skat 4800 kroner i forhold til en svensker.

Det ændrer sig ganske vist for Totalkredits kunders vedkommende 1. juli, hvor det samme lån bliver mellem 6500 og 9500 kroner dyrere på grund af de nye bidragssatser.

Men der er fortsat langt op til Tyskland, hvor renteforskellen lige nu gør et lån 23.400 kroner dyrere, eller Belgien, hvor forskellen er 32.300 kroner.

Tendensen er den samme for variable lån med en løbetid på op til fem år.

Finansrådets direktør, Ulrik Nødgaard, minder i den forbindelse om, at bidragene er en medvirkende årsag til de lave priser på lån.

De gør nemlig fundamentet under realkreditselskabernes økonomi mere sikker og gør dermed realkreditobligationerne mere attraktive for investorer.

- Blandt andet ratingbureauer har givet klart udtryk for, at det er meget væsentligt for sikkerheden i realkreditsystemet, at der er adgang til at kunne ændre bidragssatsen i lånets løbetid.

- Det vil sige, at hvis bidrag eksempelvis fastfryses, så vil det afspejles i lånet på anden vis, det skal man være klar over, siger han.

Sammenligningen i analysen tager kun højde for prisforskelle, men ikke de særlige produktegenskaber, som et konkret lån måtte have, eksempelvis indfrielsesvilkår.

/ritzau/